Salgstrainee

Elevplads / Trainee
Oprettet 4. september 2019
Ansøgningsfrist: Hurtigst muligt
Ansættelse: Efter aftale

Har du interesse for biler, og brænder du for at yde professionel og serviceminded kundeservice? Så har du nu mulighed for at kickstarte din fremtidige karriere inden for autobranchen hos én af nordens største aktører på markedet.

UNIK INDSIGT I AUTOBRANCHEN

Hos Bayern AutoGroup Aalborg søger vi en salgstrainee, der har mod på at kickstarte karrieren i en spændende og dynamisk branche. Som vores nye salgstrainee vil du under dit uddannelsesforløb blive del af vores salgsafdeling, hvor du i samarbejde med det resterende team skal sikre, at vores kundeservice lever op til vores produkters høje standard.

Dit uddannelsesforløb indledes med en grundlæggende og skræddersyet introduktion, der sikrer, at du får den bedst mulige start i din karriere samt et solidt kendskab til vores brand BMW. Dertil vil dit uddannelsesforløb bestå af specificerede moduler, der kobler det teoretiske fundament sammen med praktisk erfaring fra dine arbejdsopgaver. Du opnår dermed en bred kontaktflade med de forskellige salgselementer i forretningen og får mulighed for at tilegne dig erfaring med salg af nye såvel som brugte biler.

Vi tilbyder hermed en spændende stilling hos de bedste i branchen og en arbejdsplads med højt humør, hvor arbejdsdagene sjældent er ens.

SERVICEMINDED & STRUKTURERET

Du har forventeligt gennemført en relevant erhvervsuddannelse, studentereksamen eller lignende. Dertil besidder du som minimum 2 års relevant erhvervserfaring, gerne inden for autobranchen. Du har et brændende ønske om at lære autobranchen bedre at kende for således at opnå en dybere forståelse for de underliggende salgsdynamikker, der præger den daglige forretning.

Som person er du udadvendt og opsøgende i din tilgang til både kunder og kolleger og formår at sætte dig selv i gang og tage fat, hvor der er behov for det. Du er serviceminded og brænder for altid at yde den bedste service til kunderne og sætter en ære i at hjælpe både kunderne og dine kollegaer.

Du er således en ”upoleret købmand”, der ønsker at lære og udvikle dig inden for en branche, hvor der er fart over feltet.

DIN NYE ARBEJDSPLADS

Vores forhandlerkæde Bayern AutoGroup A/S har seks forretninger i Danmark, hvor målsætningen er at være de danske BMW entusiasters foretrukne bilforhandler. Din arbejdsplads vil blive i vores forretning i Aalborg, hvor du vil blive del af et bilhus med 48 dygtige og engagerede medarbejdere, der alle ser frem til at tage godt imod dig.

Som medarbejder hos Bayern AutoGroup Aalborg vil du desuden blive en del af Nic. Christiansen Gruppen, som er en ledende figur i den nordiske autobranche. Vores værdier troværdighed, ærlighed, handlekraft og købmandskab er i live lokalt og udleves hver dag. Dette kommer blandt andet til udtryk i vores nærvær med kunder, kolleger og samarbejdspartnere, og vores medarbejdere er drivkraften for vores succes.

ER DU INTERESSERET?

Vi vurderer og behandler indkomne ansøgninger løbende, så send din ansøgning hurtigst muligt. Du ansøger via linket ”Søg stillingen”. Samtaler forventes gennemført løbende og tiltrædelse efter nærmere aftale.

Har du spørgsmål til ovenstående, er du meget velkommen til at kontakte Filialdirektør Mikael Christensen på 25384142 eller på mail mikchr@bag.dk.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Bayern AutoGroup A/S

Type:
Elevplads / Trainee
Lokation:
Jyllandsgade 26, 9000 Aalborg
Ansøgningsfrist:
Hurtigst muligt
Ansættelse:
Efter aftale
Stillingstype:
Salg
Rådgivning
Del annoncen